lørdag den 31. maj 2014

”When someone shows you who they are, believe them!” Maya Angelou



Ikke mange ved det, men i mine yngre år læste jeg på universitetet og har en BA i fransk og supplerings fag i Amerikanske studier. Som en del af mit suppleringsfag læste jeg et semester på et college i Louisiana, hvor jeg fordybede mig i kvindelige sydstatsforfattere. Faktisk gik jeg nogle år forinden direkte videre fra folkeskolen til highschool i Minnesota, hvor jeg et helt år også havde beskæftiget mig med bl.a. amerikansk litteratur. Min stue er fyldt med bøger og en af mine yndlingsforfattere er Maya Angelou, som døde i forgårs.

Selvom jeg aldrig fysisk har mødt hende, så har jeg alligevel oplevelsen af at kende hende – både gennem hendes litteratur og gennem hendes offentlige udtalelser. Hendes dybe og rolige stemme fuld af kærlighed kan jeg genkalde mig, selv om hun nu er død og jeg ved, at hun altid vil være med mig som en særlig stemme af visdom i mit indre. På en måde er det sådan, vi kan tillade, de døde at leve videre.

Titlen på dette blog-indlæg " when someone shows you who they are, believe them!" har hjulpet mig mange gange gennem livet til enten at sige ja eller nej i vigtige situationer. Nogle gange har jeg været nødt til at lære (på den hårde måde), at nogle mennesker faktisk ikke har gjort sig fortjent til at blive ved med at være tæt på mig. Hvor jeg længe ikke lyttede efter, hvad deres bekendtskab lærte mig om dem. Andre gange har jeg – på trods af hvad andre eller de selv måtte mene – holdt fast i min indre fornemmelse af ressource hos et menneske, som altid har holdt stik. Med tiden har jeg udviklet en evne til netop at lede efter essensen hos de mennesker, jeg møder og det skyldes blandt andet Mayas visdom.

Det sidste klip, jeg har set med hende, er fra et Oprah Winfrey interview, hvor hun siger: ”When I´m centered, I´m all right. Love saves me and connects me to all”. For mig siger det citat alt!

Du kan kigge med på følgende link:                                               


Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

 Anna Prip

 

onsdag den 18. september 2013

Til minde om...

I går fik jeg denne reviderede udgave af min faglige favorit-bog med posten, som forfatteren Rikke Høgsted havde sendt til mig. Jeg mødte hende første gang personligt for nogle måneder siden til et arrangement, hvor vi begge skulle holde foredrag om, hvordan man bedst støtter et menneske gennem sorgen. Men egentlig er hun en af de personer, som på en måde har fulgt med i mit faglige liv gennem de sidste 8 år og som jeg flere gange om ugen er blevet mindet om, når jeg har anbefalet hendes tidligere udgave af bogen til mine klienter.

"Til minde om...en mindebog til børn og unge, der har mistet" er en form for scrapbog, som man kan skrive i, klistre billeder og andet ind i, som har haft betydning for den relation man som barn eller ung har haft til en særlig person, som man nu har mistet. Alette Bertelsens grafiske streg ses igen på den reviderede udgave og bogen har fået et lidt mere nutidigt og moderne look, som passer til flere aldersgrupper.

Hele vejen gennem bogen bliver man som barn eller ung hjulpet trygt og godt på vej af Rikke Høgsteds spørgsmål og Alette Bertelsens understøttende grafik til at turde åbne op for alle de gode og vigtige historier der bør huskes om det menneske, som de holder af. Min favoritside handler om at sætte sit (fodbold)hold af hjælpere, så den enkelte bliver bevidst om, hvor mange mennesker vi alle har omkring os, der kan bidrage på forskellig vis til at komme gennem sorgen.

Jeg anbefaler stadig bogen til ALLE børn og unge, som har mistet!
Du kan læse mere om bogen på følgende link:
http://www.tilmindeom.dk/index.html

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

søndag den 9. juni 2013

Hjertelys


I dag var jeg til release koncert på Ea Philippa´s nyeste CD - en eventyr musikfortælling for børn. Hun sendte et eksemplar af CD´en til mig i sidste uge, så jeg har haft mulighed for at lytte til musik og fortællinger flere gange siden da. Faktisk har jeg ikke rigtigt kunne lægge den fra mig og er blevet lettere tryllebundet af det magiske univers, der folder sig ud.

Salen rummede drenge og piger fra 2 til 12 år, som alle var opslugt fra start til slut af hendes skønsang, fortællinger og fascinerende kjole, der kunne forvandles til tre andre i én. Jeg kan bekræfte, at hun synger faktisk så smukt i virkeligheden, som hun gør på CD´en.

Mit yndlingsnummer er sangen om Tåresamlersken, som hjælper med at vaske alt det triste bort. Hun plukker tårer på din kind og perler på din sjæl. Nogle gange kommer tårerne af sig selv og andre gange må man hjælpe dem lidt på vej. Hendes funktion er, på samme vis som Ea Philippa selv, at skylle sorgen bort.
Ea guidede hele salens børn til at lægge hænderne på deres hjerte, for der findes alle svar, hvis man skal kæmpe mod uhyrer eller ligefrem døden.

Du kan købe dit eget eksemplar af Philippas hjertelys på CD på følgende link: http://eaphilippa.dk/
Nyd den selv eller give den videre til en anden barnlig sjæl. Desuden kan du på hendes hjemmeside finde datoer for koncerter, som afholdes i hele landet samt en smagsprøve på lyd fra CD´en.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna

onsdag den 15. maj 2013

Det er rart at holde nogen i hånden



På min løbetur her til morgen forbi Rigshospitalet, så jeg en pige i starten af 20´erne gå med sin kæreste i hånden. Hun havde solbriller på og lige umiddelbart så de ud til blot at gå hånd i hånd.- måske på vej til studierne eller arbejde. Da jeg kom tættere på, så jeg, at hun var ved at bryde sammen i gråd. Hendes mund smilede ikke, men i stedet var den spændt og sitrende og der kom lyde fra hende, som rummede hun en dyb smerte, som ikke kunne komme ud.

Sådan en helt almindelig onsdag morgen sker der også dødsfald
Jeg stoppede op og sagde; ”det ser ud til at være rart for dig at have nogen at holde i hånden lige nu. Hvor er det godt, I har hinanden!" Sådan gik det til, at jeg meget kort fik historien om hendes mor, som netop var død nogle timer forinden efter et kort sygdomsforløb. Pigen var i chok og jeg gav hende og kæresten nogle enkle råd til bl.a. at lade tankerne forstyrre det næste døgns tid, så chokket ikke kan manifestere sig så kraftigt i hendes system og så hun i stedet kan komme mere nænsom gennem sorgen. Forskning viser, at det bl.a. er længerevarende choktilstand i forbindelse med sorg, som kan medføre at ca 20 % har brug for hjælp til at komme gennem et sorgforløb, som ellers kan udvikle sig til depression.

Få 10 % rabat ved at tilmelde dit barn til sorggruppe 10 gange
Lige nu er der åbent for både børn og unge i sorggruppe forløb eller til individuelle samtaler enten pga dødsfald, alvorlig sygdom eller skilsmisse. Jeg vil gerne hjælpe så meget, som jeg overhovedet kan og har derfor besluttet at give ekstra rabat til familier med flere børn i sorg.
Du får 10 % rabat ved køb af 10 gange sorggruppe og du får 50 % ekstra rabat ved barn #2.

Du kan læse mere om sorggrupper og mit arbejde på følgende link:

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Cort Adelers Gade 9, st.th.
1035 København K
Tlf: 31133167

tirsdag den 7. maj 2013

Sig noget! -Når døden bliver en del af livet



Mere end hver fjerde barn eller ung har inden sin 25-års fødselsdag haft alvorlig sygdom eller død helt tæt inde på livet. Lige nu kan du købe 10 gange sorggruppe til dit barn og få en gratis forældrekonsultation til en værdi à 1200,- kr. Du kan læse mere om mit aktuelle tilbud, der varer 3 dage endnu på følgende link:


I går var jeg på Betty Nansens Teateret for at se en forestilling, som Egmont fonden og Trygfonden har sponsoreret med titlen; Sig noget! -Når døden bliver en del af livet. Alle de unge, som deltager i stykket, har alle selv prøvet at miste. De fortæller og synger rap om deres oplevelse med sorgen og stillede bl.a. spørgsmålet; kan man overhovedet blive færdig med at håndtere sine følelser efter et dødsfald?

Du kan læse mere om forestillingen på C:ntact og bestille gratis billetter på følgende link:


Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

tirsdag den 19. februar 2013

Nogle gange er det nemmere at skrive det


I går døde forfatter og underviser Debbie Ford, som er internationalt kendt for bl.a. at være banebrydende i hendes måde at arbejde med skyggesiderne af vores personlighed på. I Danmark har hun de sidste par år undervist i samarbejde med forfatter og foredragsholder Pernille Melsted – en af hendes tidligere elever. Jeg er venner med Pernille på facebook og i dag så jeg følgende update på hendes væg fra hendes søn William:



Når man netop har mistet, kan ens verden blive vendt på hovedet for en tid. Man kan have oplevet nogle voldsomme omstændigheder op til et dødsfald, der faktisk giver én chok, så man på en måde er ude af sig selv for en stund. Og man kan have et dybt behov for at finde en eller anden form for mening med det hele. Man kan føle sig magtesløs, vred, forvirret, ulykkelig eller måske lettet. Det er individuelt og meget personligt, hvordan man reagerer og naturligvis afhænger det også af omstændighederne for dødsfaldet. Fælles for os alle er, at når vi står midt i sorgen, så har vi brug for kærlig omsorg og støtte fra omgivelserne, så vi ikke føler os alene med de mange voldsomme følelser og den nye livssituation, vi er havnet i. Og generelt er min erfaring at børn er særlig gode til på naturlig og empatisk vis at drage omsorg.

Denne vidunderlige lille hilsen fra hendes søn fik mig til at tænke på, hvor enkelt det kan gøres at støtte et menneske i sorg. Vi kan nogle gange have den opfattelse, at man skal være terapeut eller psykolog for at kunne hjælpe mennesker i sorg, men sådan hænger det ikke altid sammen. Netop denne meget kærlige og oprigtige besked kan gøre en forskel for Pernille, som hun sikkert vil huske i tiden fremover, når sorgen fylder. Denne besked fortæller mig bl.a., at hendes dreng kender til, hvor smertefuldt det kan være at miste og har udviklet ressourcer til at sætte sig i hendes sted og forstå hendes behov. Den fortæller mig også noget om, at han holder af sin mor og gerne vil hjælpe hende. Og så ser jeg ham som en dreng, der tør sætte ord på det svære og handle på sin impuls.

Min erfaring er, at sådan reagerer vi mennesker naturligt og medmenneskeligt, når vi ikke lader os styre af frygten for at komme til at sige noget forkert eller få nogen til at græde. Og børn er ofte super dygtige til at tage vare på hinanden, hvis de selv er vant til at blive taget kærligt imod.

Du kan læse mere om Pernille Melsted og Debbie Ford´s fælles arbejde her: http://pernillemelsted.com/moed-pernille/

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip